Seniorpraksis skal forankres både hos ledelse og medarbejdere.
Derfor er der brug for dialog og samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og på tværs af afdelinger og faggrænser. Formålet er at afstemme både seniorernes og deres yngre kollegers forventninger til seniorpraksis.
Nogle virksomheder vælger at spørge medarbejderne direkte for at få et udgangspunkt for det videre arbejde med seniorpraksis.
Mindre og mellemstore virksomheder kan fx invitere medarbejderne til at drøfte emnet på et fyraftensmøde eller på gruppemøder. Deltagerne på mødet kan både være seniorerne og deres yngre kolleger.
På større virksomheder kan medarbejdernes holdning og ideer til seniorpraksis undersøges ved fokusgruppeinterviews med udvalgte medarbejdere eller via en spørgeskemaundersøgelse. En anden mulighed er at spørge medarbejderne ved de årlige medarbejderudviklingssamtaler.
Signaler tydeligt at spørgsmålene om seniorpraksis ikke skyldes et ønske om afvikling af seniormedarbejderne. Og at seniorernes ønsker til en seniorpraksis ikke er 'ønskeseddel', hvor alle muligheder og ideer vil blive realiseret på bekostning af andre medarbejdere. Vær meget omhyggelig med informere medarbejderne om, at svarene skal danne grundlag for en seniorpraksis, der passer til hele virksomheden og praksis på personaleområdet i øvrigt.
Vær forberedt på, at arbejdet med seniorpraksis vil rejse andre spørgsmål om fx personalepolitik, arbejdsmiljø og holdninger. Men hold fokus på seniorpraksis, på realistiske mål og muligheder, så projektet ikke vokser jer over hovedet.
Pejling på behov og ønsker for seniorpraksis i dagpleje og hjemmeplejen i Esbjerg Kommune
Spørgeskema udviklet til medarbejderne på Roskilde Kirkegårde