Indgå en senioraftale

En senioraftale er en individuel aftale mellem en arbejdsgiver og en senior. Det er meget forskelligt fra den ene arbejdsplads til den anden, hvilke senioraftaler det er muligt at indgå. Ligesom det er individuelt, hvilke krav og ønsker du og din arbejdsgiver har til en senioraftale.

Det vil ikke være alle dine ønsker, der kan opfyldes. Og nogle kan måske først opfyldes med tiden. Din senioraftale skal nemlig passe til arbejdsgangene på din arbejdsplads og dine kollegers behov. Brug de flg. spørgsmål til at afklare, hvilke ønsker du har til en senioraftale.

  • Hvad skal der til for, at du fortsat kan trives både psykisk og fysisk og have overskud både til job, familie og fritid?
  • Hvad vil det fx betyde for dine sociale kontakter, din selvforståelse og evt. dine tillidsposter, at du trækker dig tilbage fra arbejdet?
  • Ønsker du at trække dig gradvist tilbage, evt. ved at gå på fleksibel efterløn?
  • Ønsker du
    • At gå ned i tid?
    • Færre/flere arbejdsopgaver
    • Andre arbejdsopgaver og i givet fald hvilke?
    • Mulighed for fordybelse/specialisering i bestemte arbejdsområder
    • Mere/mindre ansvar
    • Større fleksibilitet i arbejdstiden?
    • Større fleksibilitet i jobbet?
    • En hjemmearbejdsplads?
    • Mere ferie?
    • Kurser?
    • Ændrede arbejdsopgaver?
  • Hvad kan du selv foreslå – og er det realistisk?

Vil du skifte spor?

Måske har du brug for at geare ned på et område og få mere fart på andre områder. Eller måske har du brug for at ændre på balancen mellem arbejde og fritid. Arbejder du på en større arbejdsplads, kan det være, at du kan udfolde dine seniortalenter bedre i en anden afdeling.

  • Måske har du behov for at bruge andre af dine seniortalenter, som du ikke bruger i dit daglige arbejde?
  • Måske har du fået lyst til at vende tilbage på arbejdsmarkedet efter at have været ude i et par år?