Seniorpraksis i dagligdagen

Seniorer ønsker sig ofte det samme af deres arbejde som deres yngre kolleger. De ønsker ikke særbehandling, bare fordi de har nået en bestemt alder. En god personalepraksis, der både tager hensyn til arbejdspladsen som helhed og den enkelte medarbejders særlige behov er et rigtig godt udgangspunkt for at fastholde seniorerne. Er der fx allerede 

  • Mulighed for fleksibel arbejdstid?
  • Sundhedsfremmende initiativer som sund kost, muligheder for motion osv.?
  • Løbende kompetenceudvikling – for seniorerne såvel som for andre medarbejdere?
  • Mulighed for særlige arbejdsopgaver, herunder fritagelse for særligt belastende opgaver?

En del seniorer kan vælge, om de vil fortsætte på arbejdsmarkedet eller trække sig tilbage på pension eller efterløn. De seniorer, der vælger at fortsætte i deres job gør det ofte fordi de 

  • får anerkendelse fra ledelse og kolleger
  • har gode kolleger
  • finder at deres arbejde giver mening
  • får udfordringer i passende mængde
  • har mulighed for at tilrettelægge arbejdet, så det hænger sammen med privatlivet, hensyn til helbred mv.

Hold seniorerne til ilden ved at stille krav til dem, så de får brugt deres rutine og erfaring. Hvis seniorer får lov til 'at gå i fred', bliver det sværere for dem at udvikle sig fagligt. Der er risiko for, at de bliver en mindre attraktiv arbejdskraft og at de med tiden mister arbejdsglæden.

Det er på den anden side også vigtigt at tage højde for seniorernes behov. Det kan fx være, at de bliver klædt fagligt på til nye opgaver. Det kan også være,  at der skal tages hensyn til medarbejdere, som skal vænne sig til nye undervisningsformer, nye it-redskaber osv. Sørg for, at dine seniormedarbejdere ikke går i stå ved at:

  • Undgå automatiske forestillinger om, at medarbejderne skal skånes, når de når en bestemt alder. Hold seniorerne til ilden ved at stille krav til dem, så de får brugt deres rutine og erfaring .
  • Tilbyde seniorerne efteruddannelse på lige fod med deres yngre kolleger.
  • Være opmærksom på, at nogle seniorer har andre forudsætninger end deres yngre kolleger, fordi det måske er lang tid siden, de sidst har været på skolebænken.
  • Sørg for, at seniorerne får beviser eller certifikater på de kvalifikationer, han eller hun løbende erhverver sig via sit daglige arbejde 
  • Tilbyd efteruddannelse for at kunne løse nye opgaver som fx mentor eller tutor, betjene nyt værktøj o.lign. 
  • Være opmærksom på muligheder for kompetenceudvikling via sidemandsoplæring, jobrotation mv.
  • Være opmærksom på de seniorer, som har brug for nye udfordringer, fx fordi de har været i det samme job i mange år. Overvej derfor om seniorernes erfaringer og kompetencer kan bruges i nye sammenhænge. 

Vær også opmærksom på jobsøgende seniorer, når du rekrutterer nye medarbejdere. Husk at

  • En medarbejder på 55 har måske 10 år tilbage på arbejdsmarkedet og 30 års erhvervserfaring 
  • Nogle seniorer ønsker nye udfordringer, fordi de har været i det samme job i mange år. Overvej om ansøgerens erfaringer og kompetencer kan bruges i nye sammenhænge. 
  • En forældet uddannelse betyder mindre end en lang praktisk erfaring og løbende efteruddannelse.
  • en overkvalificeret ansøger ønsker sig måske netop det job, som en mulighed for at trappe ned i sidste del af karrieren